Kirkens vedligeholdelse

 

Selv om kirken er over 800 år og stadig står som den altid har gjort, så er det jo ikke hele kirken,, der er så gammel. Bortset fra de alentykke mure i skib og kor samt stenalteret og døbefonten, så er resten enten kommet til senere eller skiftet ud indtil flere gange. 

Først og fremmest er det blytaget, der har krævet mest vedligeholdelse. I de gamle regnskaber ser man gang på gang, at der er foretaget reparationer på taget. For eksempel købte man således i 1621, 1 skippund, 2 lispund bly. Lejede en vogn for samme bly at hente udi Ringkjøbing. Betalt en blymester, som oplagde formeldte Bly på kirken med gammelt at omstøbe, - desuden blev der købt to pund blysøm. Betalt for blymesteren at hente i Hee og age hjem igen. Samme år blev der købt træ i Ringkøbing til to stole og lejet en snedker til at forfærdige disse stole. 

Der blev også hentet 500 mursten og 300 tagsten i Ringkøbing, samt kalk i Daugbjerg. I samme forbindelse var der også udgifter til 3 murmestre og en kalkslåer for murarbejde bl.a. ved tårnet. Der har også været vogne efter sand og vand til murmesternes behov i 3 dage. 

Sådan var der næsten hvert år et eller andet, der skulle repareres eller skiftes ud. Når taget ikke var tæt og regnvandet trængte ind, så rådnede træværket så bjælker og loft måtte fornyes. Murene måtte jævnlig repareres, der faldt sten ud, som måtte sættes på plads igen. Hvert år skulle kirken kalkes, men det var nu ikke altid den blev det. 

Denne vedligeholdelse påhvilede den, der havde fæstet tienden og det var for Nr. Omme kirkes vedkommende altid ejeren af Brejninggaard. Disse skiftende ejere var ikke alle sammen lige villige til at foretage vedligeholdelsen. De huskede nok alle, at opkræve tienden, men bruge pengene til kirken kneb det med. Ved det årlige syn var der altid en håndværker med til at bedømme de mangler, der er blevet påtalt. 

I 1763 blev sognepræsten Mathias Bering uenig med baron Juel på Brejninggaard om tiendebetalingen. Præsten skrev en klage til Juel, og der var mange ting han var utilfreds med. bl.a. mente han ikke at Juel vedligeholdt kirken på forsvarlig vis og skrev:" Mon ikke det var bedre, at han bar omsorg for kirken, hvor det stundom regner på alteret, præst og flere tager skade på helbred ved trækvind og folk ligger somme steder i stolene som fæ i fold på den bare jord." 

Juel mente ikke kritikken var berettiget, for han svarede præsten: "jeg beder Gud bevare hans forstand." Ellers mente han, at han holdt kirken i pligtskyldig stand, og fortsatte. "I dette regnagtige år kan det let hænde, at det drypper ned i kirken." han havde aldrig før hørt præsten klage over stolene i Nr. Omme kirke og selv om det just ikke var beqvem tid til kirkearbejde (november) så skulle det straks blive sat istand. 

Det var sognets bønder, der måtte gøre største delen af arbejdet, dog delvis mod betaling. Det var dem, der skulle lægge vogne til når der skulle hentes materialer og håndværkere. Det kunne godt blive nogle lange ture, som når der for eksempel blev sendt fem vogne til Daugbjerg efter kalk, eller til Ringkøbing efter mursten eller Holstebro efter bly. Eller hente en maler i Varde eller Ribe og bringe ham tilbage igen. 

Adskillige gange måtte der lejes en mand eller to til at oplægge diget når det var skredet ud. 

Stod det sløjt til med vedligeholdelsen medens pligten lå under Brejninggaard, så blev det ikke bedre senere da kirken blev privat ejet. Dårligst var det medens Bagge var ejer. Han var ikke tilbøjelig til at efterkomme de krav, der kom fra kirkesynet. I mange tilfælde var det småting det drejede sig om. For eksempel når der blev klaget over, at der groede græs omkring kirken, som skulle fjernes eller planering af kirkegaarden, eller en ting som at vaske vinduerne, så der kunne trænge mere lys ind i kirken, - det blev påtalt i næsten 10 år uden det blev gjort. 

I den retning skete der store forandringer da kirken blev købt af menigheden i 1914. Efter den tid blev de mangler, som kirkesynet påtalte afhjulpen inden næste syn. Der blev også gjort meget for at pynte op omkring kirken. Således blev kirkegården planeret og det areal udenfor kirkegården, som hørte til blev tilplantet. 

På samme måde blev der sørget for, at inventaret blev vedligeholdt, og kunne pengene ikke slå til blev der foretaget indsamling blandt menighedens medlemmer. Nu blev murene holdt ved lige med reparationer og kalkning og træværket blev vedligeholdt med maling. Samtidig sørgede man for, at der var orden uden om kirken. Denne omhyggelige vedligeholdelse er fortsat lige siden. 

I 40-erne skete der store forandringer omkring kirken. Der blev planeret og ryddet op både inden og udenfor diget, bl.a. fældet træer. Der blev gravet en brønd ved den nordre låge, hvor folk kunne hente vand når de passede deres gravsteder. 

I 60-erne skete der en større restaurering af kirkebygningen, så kirken var lukket i længere tid. Den blev åbnet og indviet igen den 22. oktober 1961 af biskop Dons Christensen. 

Som før nævnt blev ligkapellet opført i 1962, samtidig blev der også lavet plads til de gamle gravsten vesten for kirkegården. Kirken er bleven skænket flag og flagstang, og der er opsat lamper og bænke på kirkegården. I 1981 købte menighedsrådet Martin Kristensens hus, der lå nordøst for kirken. Grunden som huset lå på var forholdsvis lille og da den samtidig lå ind i kirkens grund havde der før været tale om at købe huset. Efter at menighedsrådet havde købt huset blev det revet ned og grunden planeret og tilsået med græs. 

I 1989 er der bygget et hus vesten for diget, som er beregnet til bl.a. redskabsrum. Her er også plads til grus og sten, der skal bruges på kirkegården. Desuden er der anbragt en container til affald. I kapellet er der i den forbindelse indrettet et kontor til graveren.