Pulpituret

 

Som en følge af bl.a. hedeopdyrkningen skete der en voldsom befolkningstilvækst her i Nr. Omme i sidste halvdel af 1800 årene. Derved blev der også flere, der søgte kirken, og i 1874 blev der klaget over, at der var for lidt plads i kirken. For at skaffe mere plads blev der i 1874 opført et pulpitur i kirkens vestre ende i hele kirkeskibets bredde. Selve pulpituret blev så bred, at der kunne blive plads til 5 rækker bænke. 

Samtidig blev pulpiturvinduet forstørret så det fik samme størrelse som de to andre vinduer i skibets sydside. 

Imidlertid viste det sig, at pulpituret ikke var tilstrækkeligt understøttet til belastning det blev udsat for, det blev derfor nødvendig, mere end een gang, at give de bærende søjler et kraftigere fundament, sidst i 1918 da der blev installeret et orgel på pulpituret. 

Da der i 1977 skulle opsættes et nyt orgel ønskede menighedsrådet at få pulpituret fjernet, bl.a. for at den nyrestaurerede tårnhvælving kunne komme mere til sin ret, men dette forslag blev forkastet af den sagkyndige fra Nationalmuseet med den begrundelse, at pulpituret var over 100 år.