Alter og Altertavle

 

Det gamle stenalter fra kirkens første tid findes stadig, men har siden 1622 været beklædt med træ, både på siderne og på bordpladen. Forsiden, som består af tre portalfelter eksisterer stadig, derimod er bordpladen fornyet så sent som i 1915.

Oprindelig blev træbeklædningen malet første gang af samme maler fra Varde, som også malede prædikestolen. Siden er den selvfølgelig malet flere gange. I 1913 blev den malet i lighed med prædikestolen af en maler fra No ved Ringkjøbing.

I 1635 fik Hee kirke en ny altertavle. Den gamle altertavle blev fire år senere solgt til Nr. Omme kirke for 10 daler. I 1641 blev den malet og staferet af Jacob Maler fra Ribe. På alterfoden findes fire våbenskjolde med tilhørende navnecifre påmalet samt årstallet 1641. 

Våbnet længst til venstre er den gamle Skramslægts Enhjørning og over den står: G.L.M. = Gunde Langes Mødre. Det næste er langeslægtens tre roser, over den står: G.L.F. = Gunde Langes Fædre. Det tredie våben bærer mærkerne: F.A.K.F. = Fru Anna Krabbes Fædre og forestiller Krabbeslægtens våben. Over det sidste våben står: F.A.K.M. = Fru Anna Krabbes Mødre. og forestiller Ulftandslægtens våben. 

Gunde Lange på Brejninggaard var søn af Hans Lange på Brejninggaard og fru Johanne Skram, datter af søhelten Peder Skram. Hans hustru Anna Krabbe var datter af Niels Krabbe og Vibeke Ulftand. Gunde Lange, der far 1617 til 1623 var lensmand på Koldinghus ejede Brejninggaard til 1646 og det er sikkert ham, der har ladet den gamle altertavle opsætte. Han havde kirkens tiende i fæste og skulle sørge for kirkens vedligeholdelse. Måske er det ikke tilfældigt, at altertavlen kom fra Hee, for i Hee kirke findes også Skramslægtens våbenskjold. 

I 1840erne blev der flere gange henstillet til kirkeejer Bagge i Ringkøbing om at forskønne altertavle og prædikestol, uden der skete noget. Altertavlen var ellers i meget dårlig forfatning. I 1855 købte Bagge det nuværende alterbillede, der forestiller Christi Himmelfart og er malet af den danske portrætmaler, Andreas Herman Hunæus (1814-66). Maleriet kostede 200 rigsdaler. Den 11. juni 1855 blev dette billede opsat i kirken foran den gamle altertavle, således at alterfoden med de fire våbenskjolde stadig kan ses. 

I 1892 blev alterbilledet efterset af en konservator og i 1917 blev rammen restaureret og malet af kunstmaler Munk. Alterets træværk blev i 1972 efterset for eventuelle skader, som følge af udtørring og derefter malet under vejledning af en ekspert fra Nationalmuseet. 

Alterklædet, som er et klæde, der dækker hele alteret, altså også forsiden, har været brugt helt frem til nyere tid.

Det er selvfølgelig udskiftet mange gange og har gennem tiderne haft et meget varierende udseende. I 1774 var det af sort atlask med sølvkniplinger. I 1853 blev klædet forsynet med ægte guldgaluner af to tommers bredde og en lidt smallere guldkant. I 1865 skulle alterklædet igen fornyes, men denne gang skulle det fremstilles af linned eller drail med en passende kant. Nogle år senere blev det igen udskiftet, denne gang med et rødt klæde. 

I nyere tid har man altid kun brugt en hvid dug med broderet kant. Som regel er alterdugen skænket og broderet af to eller flere af menighedens damer. Den sidste dug, der er skænket til kirken blev taget i brug den 18. december 1977 til en festgudstjeneste i anledning af, at kirken havde fået et nyt orgel. 

På alteret står to baroklysestager med tynde balusterskafter på stor fod, sikkert fra omkring 1650. En syvarmet messinglysestage, der er skænket af pastor Magnusson i 1915. Desuden står der på alteret en vinkande og en disk, begge i sortfarvet porcelæn med guldkors. 

Kirkens sølvtøj består af en forholdsvis ny kalk og en sølvbakke til oblater, desuden en gennemhullet sølvske, der er anskaffet i 1923. 

Kirstine Nielsen (født Søgaard), skænkede i 1983 kirken 20 alterbægere fremstillet af guldsmed Helle Engestoft. 

Før i tiden stod kirkens sølvtøj altid på alteret selv om kirkedøren ikke var låset. Der var ingen fare for at sølvtøjet skulle blive stjålet, medmindre der var krig eller landet var besat af fremmede tropper. Desværre har tiderne ændret sig således, at sølvtøjet ikke alene må være tyveriforsikret, men også må opbevares i en boks, når kirken er åben for besøgende. 

Den 1. august 1903 nedbrændte præstegaardens stuehus, ved den lejlighed brændte også kirkens kalk og disk. Pastor Magnusson havde taget begge dele med hjem til præstegaarden. De blev opbevaret i et skab i stuen og fru Magnusson var nær indebrændt under forsøg på at nå frem til skabet. Hun måtte opgive og i stedet skynde sig ud og nåede kun lige udenfor døren inden taget skred ned bag hende.