Kirkens opvarmning

 

I dag er det en selvfølge, at Kirken er opvarmet når den er i brug, men sådan har det ikke altid været. Den

første kakkelovn blev opsat i kirken i 1887, det vil altså sige, at kirken har stået i over 700 år uden af være

opvarmet. Det må have været koldt i vintertiden, for selv om murene er alentykke, og det vil tage nogen tid

inden frosten trænger igennem, så var bygningen til gengæld ikke tæt, så det kunne trække ind. 

Så længe inventaret kun bestod af alter og døbefont, der begge var af granit, kunne der ikke ske større

skade. Derimod er det imponerende, at alterets træbeklædning og prædikestolen stadig eksisterer, for det

må på visse årstider have været meget fugtig, når der skete større temperaturforandringer, oven i købet

var blytaget jævnligt utæt så det regnede ned i kirken. 

 

Den første kakkelovn kom til at stå i skibets nordøstre hjørne, og skorstenen skulle indmures i skibets østre

gavl og række helt op til tagryggen og afsluttes med et firkantet kobberrør, halvanden alen over taget. 

Ved kirkesynet i 1888, altså året efter at ovnen var opsat, var skorstenen ikke i orden og røgen trak ud

gennem et hul i taget. Selv om skorstenen blev muret på den foreskrevne måde, så blev det dog ved med at

ryge i kirkerummet. Der blev adskillige gange forandret på skorstenen, der blev bl.a. anbragt en røghætte

med vindfløj, for at slippe for ulemperne ved røgen. 

 

Som brændsel blev der anvendt tørv, men det kneb med at få rummet opvarmet tilstrækkeligt. Senere

begyndte man at bruge kul, i stedet for tørv og så gik det bedre. Brændslet blev opbevaret i tårnrummet,

der blev brugt som tørvehus. Det kunne tage lang tid at få rummet opvarmet tilstrækkeligt så der måtte

fyres hele natten imellem lørdag og søndag for at få varme til gudstjenesten, så det var ret almindelig at

kirkebetjenten sov i kirken om natten for at passe kakkelovnen. 

 

I 1956 blev der installeret et kalorifereanlæg i kirken. Desværre viste det sig, at dette anlæg gjorde luften så

tør, at træværket blev udtørret. Det gik først og fremmest ud over orglet, der tog så meget skade, at det

blev nødvendigt at skifte det ud. Af samme grund måtte både prædikestol og alterets træværk restaureres. 

Både arkitekt og varmeekspert kom med forslag til, hvordan man kunne undgå den skadelige udtørring.

Eventuelt overgang til Elvarme eller installation af befugtningsanlæg. Menighedsrådet var mest stemt for at

få indlagt centralvarme. Det blev den sidstnævnte løsning, der endeligt blev godkendt. 

 

I foråret 1976 kunne håndværkerne aflevere et oliefyret centralvarmeanlæg, med fyret anbragt i en

udbygning til kapellet. Det har siden fungeret tilfredsstillende og kirkens træværk skulle nu være sikret

fremover. Olietanken til centralvarmeanlægget blev gravet ned på kirkegården, nordvest for våbenhuset.

Under dette arbejde stødte man på en del granitkvadre, som ikke lå i nogen bestemt orden. Desuden var

jorden fyldt med skeletdele, hvilket vel var naturligt når kirkegården i flere hundrede år har været brugt

som begravelsesplads. Alene i den udgravning, der var nødvendig til olietanken stødte man på mellem 20

og 30 kranier. 

 

Ligeledes stødte man på begravelser, udvendig ved kirkemuren, da vand og varmeledninger blev ført

gennem kirkens nordside. 

 

I 2011 blev det gamle oliefyr erstattet af et nyt.