Krucifiks og Epitafium

 

I dag er kirkens krucifiks med Kristus-figuren tilbage i Nr. Omme kirke, men der har før i tiden også været

ophængt et epitafium. 

 

Kristus-figuren har i mange år været deponeret på Ringkøbing museum. Den er meget gammel. Eksperter

mener den er fra omkring 1150 - 1200, der findes ikke mange træfigurer fra den tid. Figuren, der er næsten

halvanden meter høj, er meget medtaget. Den lå på kirkens loft, indtil lærer Vestergaard i 1938 sørgede for,

at den blev indsendt til Nationalmuseet for at blive konserveret, for derefter at blive deponeret i

Ringkøbing museum. 

 

I en følgeskrivelse til Ringkøbing museum skrev lærer Vestergaard, at han havde hørt fortælle, at når

figuren var i så dårlig stand skyldtes det, at den i mange år havde ligget i tårnrummet, og når præsten om

sommeren benyttede kirken til konfirmationsforberedelse, så brugte børnene figuren som legetøj, medens

de ventede på, at præsten skulle komme og begynde undervisningen. 

 

Da kirken fik installeret centralvarmeanlæg, og indeklimaet blev normalt, kunne figuren godt være

ophængt i kirken uden at tage skade, men menighedsrådet var ikke interesseret, derfor blev det på

Ringkøbing museum. Først ved kirkens 850 års jubilæum i 2010 kom krucifikset tilbage til kirken, hvor det

stadig hænger.

 

Bodil Toftdahl har skrevet et stykke om det til Stiftsårbogen om Krucifikset.

“Vi brød os ikke om synet....”

 

På væggen i nordsiden af Nørre Omme kirke hænger et krucifix uden arme. Det er meget gammelt, siger

eksperterne, fra omkring 1200, altså på alder med kirken selv. Ingen ved, hvem der har skåret det eller

hvordan det oprindeligt har set ud. I mange år lå krucifixet på kirkens loft, da man mente, det var for slidt

og grimt til at være en pryd for kirken.

 

For hundrede år siden måtte konfirmanderne af og til vente lidt på præsten før konfirmandundervisningen

om sommeren kunne begynde i kirken. De syntes, det gamle krucufix var velegnet som gyngestativ, så der

blev taget mange svingture på armene. Indtil en dag de brækkede af og blev borte.

I 1938 tog lærer Vestergaard initiativ til at bringe krucifixet til Ringkøbing Museum, hvor det blev

konserveret og indlemmet i museets samlinger.

 

I anledning af en fejring af kirkens høje alder i 2008 blev krucifixet udlånt af museet til sin gamle plads i

kirken. Det er foreløbig meningen, at det skal blive hængende.

 

Er det da ikke grimt eller udslidt længere? Tiden er en anden, og måske passer det udslidte krucifix bedre til

nutidens kirkes selvforståelse end dengang krucifixet blev sat på loftet. I vores tid er det antikke og rustikke

på mode og støder ikke øjet. Vi forbinder kunst med de tanker, kunstværket sætter i gang.

 

Det gamle krucifix bringer Esajas´ ord om Herrens lidende tjener i erindring. Det minder os om al kødets

gang, om tidens ubønhørlige gnaven i alting. Det minder os også om den Herre, vi følger og den skæbne

han fik og som den opstandne fortsat får i menneskers sind og hjerter. Kristus uden arme fortæller om

Åndens usynlige kraft og hvordan den arbejder i os og omkring os. Krucifixet uden arme inspirerer måske

en og anden til at bruge sine egne arme i tjeneste for Ham.

 

Nørre Omme kirke har ligget på sin plads siden slutningen af vikingetiden. Længe før var der bosættelser

her, og af og til strejfer tankerne til dem, der byggede kirken engang og satte krucifixet i korbuen, hvor der

formentlig oprindelig har været. Bag det var det hellige, foran det var menneskene. I midten Kristus, som

banede vejen mellem jord og himmel for dem, der vil følge ham. Kunst sætter tanker i gang og har altid

gjort det.

 

Forleden var nogle fra sognet samlet for at se på det gamle krucifix. Ingen af dem husker det fra kirkens

loft, af gode grunde. Men alle sidder de af og til i kirken og lader sig inspirere af krucifixet. Holger Sinkjærs

mor sad i menighedsrådet på den tid, da krucifixet var færdigkonserveret på museet. Han hørte snak om, at

der fra menighedsrådets side ikke var speciel interesse for at få det tilbage til kirken dengang. Men han er

glad for, at det hænger der i dag, som et stykke historie og kunst.

 

Stinne Kristensen var konfirmand i 40-erne. Hun voksede op i den gamle præstegård, som lå ved siden af

kirken. Også for hende er kirkens udsmykning en vigtig ting i kirkens liv, og det gamle krucifix fortæller en

historie og sender tankerne på langfart for dem, der har levet med Nørre Omme kirke hele livet.

Er det kunst?, spørger jeg. Johannes Kirk, som arbejder med at indsamle og bevare lokalhistorie, svarer ja.

Krucifixet sætter nutiden i perspektiv til fortidens erfaringer og forståelse af verden. Det, at krucifixet er så

gammelt, giver det en særlig betydning, det er alle ved bordet enige om. For den sags skyld kunne det

sagtens have været et moderne kunstværk. De manglende arme kunne være udtryk for en kunstners

budskab med sit værk. Men det er tiden og tilfældet, der har gjort dette krucifix til det, det er. Det er der

også et budskab i.

af Bodil Toftdahl

 

Indtil 1847 hang der på den nordre væg i Nr. Omme kirke et såkaldt epitafium, - et gravmæle over en

afdød. Under overskriften "Historiske mærkværdigheder fra Oldtiden", beretter daværende præst i Nr.

Omme, J.L.Bjerrum i 1847 om dette epitafium. Han skriver, at det er brøstfældigt, at det rimeligvis med

Kanceliets tilladelse vil blive nedtaget, da det er yderst ringe og kirkeejeren ikke vil lade det restaurere.

Derpå giver han en beskrivelse af hvordan de sørgelige rester af dette epitafium ser ud og gengiver de

brudstykker, der er tilbage af den tekst, der oprindelig har stået på det. Tilsyneladende ved han slet ikke,

hvor gammelt det er eller for hvem, dette gravmæle er opsat. 

 

En nærmere forklaring finder vi en ældre indberetning til biskoppen i 1725 af pastor Jørgen Caars. Han

skriver, at dette gravmæle er opsat til minde om den sjette præst ved Nr. Omme kirke efter reformationen,

Hermand Nielsen Gotlandus. "Hans Epitafium er opsat udi Omme Kirke, men for to Aar siden om Nattan

faldt det ned, - som jeg naar Kirken bliver repareret, med Patronens forlov paa min Bekostning igen vil lade

opsætte". 

 

Derefter gengiver han den tekst som J.L. Bjerrum 125 år senere ikke kunne læse, fordi den i mellemtiden

var bleven ulæselig. Ved at sammenholde disse to beretninger kan vi danne os et godt billede af, hvordan

epitafiet har set ud. 

 

Det bestod af en lille egeplade, som var omtrent to kvarter i højden og halvanden kvarter i bredden. uden

om denne lille plade var anbragt en ramme med udskæringer, - tvende menneskefigurer med korset og

ankeret og uden for disse var lidet løvværk og engleansigter eller genier (skytsånder) og så føjer Bjerrum til:

"alt i slet billedskærerarbejde." Hele epitafiet med de udenom pladen anbragte udskæringer var omtrent 1

alen og 3 kvarter højt og 1 alen og 2 kvarter bredt. På rammens øverste del stod: "Gud skabte mennesket

efter sit Billede." På selve pladen stod en latinsk tekst, der i oversættelse skulle lyde sådan: "Dette

monument er rejst til minde om Hr. Hermand Nicolaj Godtlandus, i næsten 6 år den tro præst her, døde på

den første søndag i fasten i Christi år 1637, fuldt 36 år gammel og i den sikre håb om opstandelse."

"At dø er mig en Vinding."

 

Under denne tekst stod der: "Et menneske er et levnet ligesom græs, hand blomstris som et blomster på

marken." På en lille rund plade under rammens fod stod: Momento mori - Husk på Døden. 

Det er en skam, at kirkeejeren ikke ville lade dette epitafium restaurere, for så havde det sikkert stadig

været bevaret og kunne have sat sig præg på den gamle kirke.