Nørre Omme kirkens indtægter og udgifter

 

Selv om kirken var selvejende, stod den under biskoppens opsyn, men det var sysselprovsten, der havde overopsyn med kirken. Han indsatte hvert år to kirkeværger ved hver kirke, der hvert år skulle aflægge regnskab til provsten. 

De fleste kirkers indkomster var overtaget enten af embedet eller af private godsejere, med pligt til vedligeholdelse af kirkebygningerne. 

For Nr. Omme kirkes vedkommende var tienden bortfæstet til ejeren af Brejninggaard. Foruden at holde kirken ved lige skulle han sørge for, at der blev ført et nøjagtigt regnskab over kirkens indtægter og udgifter. Der findes stadig en regnskabsbog for Nr. Omme kirke, der dækker tidsrummet fra 1584 til 1653, af den kan man se, at nogle udgifter går igen fra år til år. Det er udgifter til kirkeskat, provstepenge, vokslys samt vin og brød. Desuden er der udgifter til kirkens vedligeholdelse, som er interessant, for her findes adskillige oplysninger om kirkebygningen og inventarets historie. 

Regnskabsbogen kan også give oplysninger om sognets præstehistorie, fordi den nye præst skulle til biskoppen til "prøvelse og ordination" og denne rejse skete på kirkens bekostning. 

Kirkens indtægter er nævnt forrest i regnskabsbogen, men er endnu bedre beskrevet i sysselprovstens jordbog fra 1655. Foruden tienden, der gav 5 ørter rug (5 tønder) og 5 ørter byg (6 tønder), havde Kirken indtægter fra Peder Knudsen i Sinkjær af et stykke kirkejord, - i penge 2 mark og 4 skilling, desuden gav han en ørte rug for en eng i Skrostrup enge. Jep Pedersen i Askov gav 3 skilling og 2 albo for den boel i Askov han selv beboede. Peder Jepsen i Skrostrup gav 1 mark og 5 skilling og 1 albo for en boel. P. Pedersen og Niels Pedersen i Skrostrup af en eng og to stykker jord i penge 4 skilling. Jep Pedersen i Askov gav 5 skilling og 1 albo af en kirkeko. Desuden havde kirken haft to køer, som var blevet solgt for 4 sletdaler, hvilke penge Rasmussen på Billering i Brejning havde og gav en årlig rente af 1 mark. 

Kirkens udgifter var, 4 daler til vin og brød, kirkeskat og provstepenge 1 rigsdaler. Regnskabspenge 3 rigsdaler 2 skilling og 2 alb. samt skrivepenge 1 rdl.. Kirken havde "forvildet og fravendt" en toft ved Pøl, som gav 3 mark og en toft som Chr. Juel brugte og gav 2 mark for. 

Kirken havde således en hel del indtægter, men der var også store udgifter til vedligeholdelse og præsteløn. Det vigtigste var dog, at den godsejer, der inddrev pengene også virkelig brugte dem til vedligeholdelse af kirken og dens inventar.